Om os
Icon

Om Reeslev

Ekspertise og unikke smykker siden 1954

Hos Reeslev finder du ikke blot sælgende ekspedienter. Du møder rådgivende eksperter, der med lang international erfaring kan sit kram. Kreativ direktør Torben Hansen og indehaver Stella Tesileanu arbejder selv i butikken og er klar til at hjælpe dig. Begge er uddannede og certificerede fra den anerkendte GIA som henholdsvis gradueret juveler (Torben Hansen) og diamantgraderer (Stella Tesileanu).

Det betyder, at du får kompetente råd, når du kommer ind i vores hyggelige butik i Bredgade.

Københavnsk juvelér på verdenskortet

Alle diamanter i butikken bliver grundigt kontrolleret af Stella, der med sin ekspertise også behersker 6 sprog flydende. Derfor tager hun sig også af mange af de internationale kunder, der kommer fra hele verden for at købe de unikke smykker, Reeslev designer og producerer. Et bevis på, at Reeslev har sat Danmark på verdenskortet i den internationale smykkebranche.

Smykker i få eksemplarer

Torben Hansen er født ind i og er en del af branchen siden han som 12-årig tog med på Asien-ture, hvor der blev handlet ædelsten. Med 30 år i branchen rejser Torben stadig verden rundt og har bl.a. gravet opaler i Australien, slebet sten i Thailand, arbejdet på Rodeo Drive i Beverly Hills og undervist i gemmologi i Tyskland. Derudover designer Torben Hansen selv de unikke Reeslev-kollektioner, som der kun er få eksemplarer af.

Historien bag Reeslev

Historien om Reeslev Design starter i 1954, da Esben Reeslev og konen Grethe åbner deres første lille butik i København. Adressen er Vester Farimagsgade ”under Buen”. Klientellet i området passer dog ikke helt til det høje kvalitetsniveau på smykkerne, viser det sig senere.

15 år efter flytter butikken derfor til Strøget – dengang en af de mest eksklusive shoppinggader i København. På denne, i datidens øjne eksklusive adresse, bliver der for alvor lagt mærke til Esben Reeslevs designs, og han bliver hurtigt berømt for de smukke linjer og håndværkets høje kvalitet.

I 1972 åbner Reeslev værksted ved siden af butikken. Dette gør, at Esben kan koncentrere sig mere om designet – og kunderne får med værkstedet for alvor at se, at her er tale om ægte og ærligt håndværk.

I 1986 udvider forretningen igen. Denne gang til dobbelt størrelse. Successen bliver cementeret, da danskerne nu benytter Reeslev Design som deres foretrukne design til vielsesringe. Samme år forsøger den ene af Esben Reeslevs sønner at starte en grossistafdeling. Det går ikke som planlagt, og sønnen forlader virksomheden igen 2 år senere.

Esben erkender, at sønnerne ikke ønsker at fortsætte familiefirmaet. Derfor tilbyder Esben og hustruen at sælge virksomheden, inklusive designs, til Margit Hansen Guld og Sølv Roskilde A/S. Esben føler nemlig, at Margit Hansens søn, Torben Hansen, er den rette til at opretholde Reeslev-navnets høje kvalitet og videreføre de tidløse og unikke designs.

I 1998 bliver Reeslev en del af Margit Hansen-gruppen. Navnet bliver ændret til Reeslev Copenhagen for at signalere, at virksomheden sælger andet end egne designs. Den umiddelbare opfølgning med salg af eksklusive ure bliver en øjeblikkelig succes.

I 2003 flytter butikken igen. Denne gang i det mere eksklusive område nær Kongens Nytorv. Med en ny, mondæn adresse i Grønnegade 36 samt tilhørende hjemmeside, begynder folk fra hele verden at efterspørge Reeslev Designs. I 2006 har butikken sit bedste år.

Efter blot 5 år på denne adresse er Reeslev Copenhagen nødt til at søge større lokaler. En af Danmarks mest eksklusive butikker åbner i Bredgade. Her ligger Reeslev Copenhagen stadig den dag i dag – som én af de eneste med in-house guldsmedje og egen produktion af smykker.

Butikken er i dag ejet og drevet af Stella Tesileanu.